Surf weekend!

Så skal jeg ellers love for at jeg har oplevet surfer-kulturen hernede. Turen startede ude på Macquarie, hvor vi blev hentet kl. 17.30, hvorefter der ventede en næsten 6 timers bustur mod nord. Vi havde to stops på vejen, den ene var McDonalds aftensmad, og den anden var ved en bottleshop, så vi kunne købe alkoholiske forsyninger til hele weekenden.
Ankomst er omkring midnat, og det er en hytte ude i en skov, der selvfølgelig viser sig at ligge ret tæt på stranden. Folk stormer ind i værelserne for at få den rigtige køje, men Kenneth, Thor og mig venter lidt køligt, hvilket resulterer i at vi får et 3-mands værelse for os selv – ret heldigt, de andre sov i 8-mands værelser, og vi var ca. 50 stk. på turen. De 5 selvfølgelig, en 10’er blandet (tysk, svensk, norsk osv.) og ellers en masse 20-årige amerikanere, der ikke kan klare at drikke alkohol. (Billedet - Jonas på vej til et af sine mange styrt - men havde været oppe! Læg mærke til bølgens størrelse hehe)
Herefter skal vi så lige have en enkelt, hvilket foregår omkring et bål et lille stykke fra lejren. Der var selvfølgelig en masse regler osv., og en af dem var at man ikke måtte drikke ved lejren, så det foregik stort set kun ovre ved den bålplads. Det lykkes selvfølgelig mig at være en af de sidste der gik i seng, dog uden at blive alt for påvirket, jeg var rimelig træt efter at have været i gang det meste af dagen.
Surfere står så op klokken 8 for at fange de gode morgenbølger! Vi fik lidt morgenmad og lidt instrukser, og så var det ellers ned til vandet. (Billedet - På vej ned over stranden i den forfærdelige vinterkulde vi har hernede, jeg tror vi havde 20-25 grader på de rigtige tidspunkter den weekend)
Det første vi ser da vi rammer stranden er to delfiner der svømmer i en bølge lige efter hinanden, det er simpelthen surrealistisk at se sådan noget. Senere på turen var der et par delfiner der lavede samme stunt lige 20 meter fra hvor folk surfede, den ene tog endda et lille spring også. Der var en del instruktører, og vi blev delt op i mindre grupper, hvor vi fik lidt grundlæggende undervisning og sikkerhedsinstrukser inden vi hoppede i vandet. Så gik det ellers løs – min instruktør hjalp mig lige i gang med et skub, og det lykkes mig at fange min allerførste bølge og stå op på mit surfboard næsten hele vejen ind til strandkanten – fremragende start! Det viste sig så sørgeligt nok at være den eneste gang jeg stod på mit surfboard i mere end to sekunder… Men det er simpelthen så fedt når man bliver rykket med af de bølger, og man bliver et lille legebarn med det samme. Desuden bruger man ufattelig mange kræfter på at padle sig ud og frem og tilbage hele tiden, samt det at komme op og stå, for ikke at glemme at tumle rundt og blive godt smadret når man ryger af brættet med sådan et rabalder til tider. Kroppen er fuldstændig smadret efter den tur – af mange forskellige årsager, men hovedsageligt pga. at være den seje surfer. Jeg kørte selvfølgelig på, og den første lektion var indtil middag. Inden da lykkes det selvfølgelig altid uheldige Jonas at ramme eller blive ramt af et eller andet, der resulterer i noget af en bule på foden, samt en halvsmadret ankel. Men nu er jeg jo surfer, så jeg skulle med ud efter middagsmaden, man er vel også viking.Eftermiddagslektionen startede så ved 14-tiden, og det var dælme svært at trække sig op efter en god middagsmad, men også fordi at man allerede var fuldstændig kvæstet (især i armene). Men af sted det skulle vi – man er vel surfer! Da vi kom ud til vandet er det trukket utroligt langt tilbage, da tidevandet var væk, hvilket betyder at man kan gå meget langt ud, og der er stadig ikke ret langt til bunden. De 5 sprang ud i det med stort mandsmod, og jeg personligt fangede den ene vilde bølge efter den anden. Det var lidt underligt, fordi vandet slog altså lige lidt hårdere, nu hvor der var så lavvandet, og det resulterede i flere ”nosedives” (næsen af brættet ryger ned i vandet når man fanger bølgen, og så er man færdig med at ride på den bølge, fordi man ryger med ned i sådan et rabalder) end tidligere. Efter nok 20 minutters kamp går det så helt galt for altid uheldige Jonas, da han tager et nosedive med retning direkte mod bunden, der så ikke er ret langt væk. Jeg knalder hovedet direkte ned i bunden, hovedet bliver hvor det er mens resten af min næsten 90 kilo krop slår en ret voldsom kolbøtte mens min i forvejen ret smadrede nakke bliver drejet rundt på en meget ubehagelig måde. På en eller anden måde får jeg hovedet over vand igen, jeg kan ikke se noget i starten pga. mit vrid og slaget på hovedet, men efterhånden kommer synet tilbage med lidt stjerner osv. En af De 5 spørger om jeg er ok, hvor jeg bare svarer ”nej”, og prøver stille og roligt at bevæge mig ind til strandkanten. På vej indad opdager jeg så at min højre arm sover, hvilket jo højst sandsynligt betyder at det vrid i nakken virkelig har gjort skade – det er jo fremragende tænker jeg så for mig selv, hvorfor ikke! jeg har jo altid været uheldig, og jeg gad da ikke surfe mere.. De gutter af De 5, der har set mit lille styrt er en smule bekymret og tilbyder hjælp med at bære brættet, men jeg er jo viking og surfer, så jeg tager det selv. Så sætter jeg mig ned og prøver at komme til mig selv, hvilket egentlig lykkes ret godt, jeg havde regnet med de vildeste konsekvenser af det styrt eftersom min nakke har været halvsmadret i et års tid nu. Jeg er (her to dage efter) ret øm, men ikke så galt som jeg havde frygtet, så ser mig selv ramme bølgerne i næste weekend, hvis jeg ellers får købt det surfboard og den våddragt inden. Jeg surfede dog ikke mere på denne surf-tur, da jeg af erfaring ved at der ikke er grund til at gøre skaden værre, hvis der nu er sket et eller andet.

Lørdag aften var der så fest oppe ved bålpladsen igen. Vi skyder den i gang med en ret stor barbecue, hvor der ikke mangler noget. Der er selvfølgelig en masse selskabslege osv., så man kedede sig ikke. Efter det satte vi os omkring bålet og begyndte at sludre lidt med forskellige folk mens der blev kørt lidt alkohol indenbords – surferstyle. Det endte med at være en meget meget meget sjov aften – Casper scorede og så kan alt ske, så vi endte med at komme i seng som nogle af de sidste selvfølgelig, De 5 vil ikke gå glip af noget jo. (Billedet - tre danskere, en tysker (tror jeg nok) og en svensker. Hvordan Nik fra Nik og Jay har sneget sig ind på billedet kan jeg ikke svare på - læg mærke til at jeg prøver at kurere de værste smerter i nakken ved at drikke af vodkaflasken i stedet for øllen) Dagen efter står surfere også op kl 8! Jeg skulle ikke surfe pga. min handikappede nakke, men tog med ned på stranden for at der da skete lidt. Der sad jeg og sludrede med lidt folk, fik en lille lur og gik op til lejren igen, da det lige pludselig gik op for mig hvor voldsomme mine tømmermænd var – den 27-årige krop var ikke blevet behandlet med respekt for alkohol dagen før, så jeg skulle have lidt ro.
Afslutningsvist fik vi lidt middagsmad, tog de nødvendige billeder, købte de nødvendige souvenirs og vendte næsen hjemad kl. 14 – lækkert med 6 timer i bus med tømmermænd. De lykkes mig at være hjemme kl. 22 – fuldstændig kvæstet. Da jeg så vader ind i køkkenet sidder der en pige jeg aldrig har set før, og det viser sig så at være min nye flatmate, der er flyttet ind over weekenden. Så var nødt til at være hr. social i en times tid inden jeg kunne ramme dynerne. Jeg tror ikke jeg lavede det bedste indtryk – lugter af bål, ligner pis med skramme i hovedet, har ikke været i bad og stemmen lyder lidt a la hvis jeg havde været til Roskilde festival. Det er en tysk pige, der er lægestuderende, og det er allerede lykkes mig at glemme hendes navn, så det er jo fremragende.
Lige lidt surferregler og kodekser til sidst – dem jeg kan huske;-)
Man skal altid have en buddy med når man skal ud at surfe
1. Så er man to der holder øje med hinanden af sikkerhedsgrunde.
2. Så er der en til at kunne bekræfte, når man fanger den gode bølge og man laver noget smart.
3. Sørg for at få en buddy med der er langsommere end dig til at padle, fordi hvis der kommer en haj er der større sandsynlighed for at den fanger ham end dig.
Kodeks
Hvis surferen til venstre for dig fanger bølgen før dig er det hans/hendes bølge, hvis du stjæler den med vilje har han/hun ret til at give dig en over snuden – og det gør de, har hørt historier om at de trækker en ind på stranden og giver ham en dragt prygl, hvis han gør det gentagne gange.

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home