Julens dage!!

Ja langt væk fra familie, venner og fjender skulle man jo prøve at have en god jul. Det lykkes nu meget godt synes jeg, så her er en lille beretning om mine juledage. Og ja endnu engang beviser dette indlæg vist hvor meget tid jeg har på hånden for tiden – kæft det er lækkert med ferie!!

Juleaften skulle jo fejres sammen med 20 andre. Tror vi var ca. 5 danskere (Blandt andet Jens og Christina fra det kolde Nordjylland, som er på billedet her. Jens var så flink at tage en skjorte på der mindede meget om min den aften), 3 amerikanere og resten var vist fra de norske fjelde. Nogle af de norske var blevet multipliceret en smule, da der var ankommet lidt familie og venner herned på besøg. Dem der har familie, der tør at flyve du ved Mor..

Men på restauranten Jellyfish, der ligger ned til strandvejen her i Manly, skulle hovedmåltidet ellers indtages i fine rammer. Jeg havde luret en del på det med de østers, som de tilbyder overalt hernede, og juleaften var så aftenen, hvor jeg skulle tage springet fandt jeg ud af, så det fik jeg ellers bestilt som min forret! Til de der har prøvet østers kommer det nok ikke som en overraskelse, at konsistensen er lidt henne i kategorien ”snot”, og de smagte lidt mere ”fisket” end jeg havde regnet med, ellers var det faktisk ok.. Skuffelsen ramte mig dog da jeg smagte Christinas forret, som rent faktisk var et stykke flæskesteg med svær og det hele – nnneeeeejjjjjj hvorfor bestilte jeg ikke det!! Amatør-fejl..

Nå men til hovedretten kunne jeg ikke stå for den steak man kunne bestille, og det viste sig at være et ganske fornuftigt valg. En ordentlig klump af noget godt oksekød, så kan det jo ikke gå helt galt.. Men det er ikke and, flæskesteg og medister.. Ja fordi jeg er vant til alle tre dele :-)

Men ellers stod juleaften på julehygge i en lejlighed efterfølgende. Vi skulle alle have en gave med der kostede omkring 40 kr., og de blev delt ud af julemanden på et tidspunkt i den lille fest. Jeg fik en 10$ steak af eget valg på et gavekort hehe.. Desuden blev der disket op med Caspers og min ret succesfulde ris a la mande, men mandelgaven blev ikke delt ud, da der var en eller anden der havde slugt mandlen. Sådan er det vel, når der er flere kulturer blandet. Der var ellers givet en beskrivelse, men en eller anden amerikaner slugte den sikkert hehe.. Ellers var der et kæmpe kagebord. Kaffe og the samt ”Eggnog”, som var det amerikanske islæt. Det er noget meget sødt æggesnaps eller sådan noget, der bliver blandet med rom for at gøre det drikbart for mine smagsløg i hvert fald. Havde vel forventet det var værre, men det er ikke noget jeg kommer til at lave til mig selv, må jeg vist indrømme.. Nå, men jeg var jo på gave med min roomie, og han ville jo så gerne have givet mig en billet til AGF-Aab, men eftersom hans hold (AGF for de uvidende) kun ligger i den næstbedste række lige pt. så så han sig nødsaget til at give mig to billetter! AGF-Fremad Amager og Rander-Aab i den nærmeste fremtid - kanon gave! Ellers var der lidt tudekiks og nogle poser han mente jeg skulle bruge i stedet for hans skraldespand næste gang jeg havde tømmermænd.. JA og så skal den vist ikke uddybes nærmere..

Jeg trak mig vel tilbage omkring klokken 2. Lige så mæt og træt som jeg mindes at jeg plejer at være juleaften, så det var jo en meget succesfuld aften.

Første juledag var så dagen hvor min roomie havde arrangeret, at der skulle være grillfest her ved os. Jeg må indrømme at jeg ikke var monsterfrisk eftersom jeg var hoppet ud af sengen klokken 8 for at ringe til mine kære hjemme i DK for at fange dem juleaften.. Men det var nu meget hyggeligt, mest af alt i kraft af, at det ENDELIG stoppede med at regne og solen kiggede frem igen – jubiii.. Aftenen gik med hygge, og det var ikke det vilde drikkeorgie, som nogle af de andre havde håbet. Det lykkes mig desuden at sidde og falde i søvn i sofaen til amerikansk fodbold inde i stuen.. Pinligt, men jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er fra 70’erne og dermed gammel, træt og færdig sådan en dag. Den sluttede vel lidt over midnat, og så ellers direkte på skjoldet efter den obligatoriske oprydning. Lækkert med endelig at få lidt søvn til min solbrændte krop ;-)

Anden juledag ville skæbnen at en fra mit studie i Aarhus kiggede forbi Manly til et lille besøg. Morten som den fellow Aab-fan hedder er ellers i praktik i Taiwan, men holder jul og nytår her ved en kammi. Så dagen gik med det, og så om aftenen ville min roomie Casper og mig så ellers på restaurant, da der var en thai restaurant jeg havde fået at vide at man absolut skulle prøve! En ganske udmærket anden juledag blev derefter endt hjemme i sofaen med en film, så det kunne jo ikke blive meget bedre..

Endnu et lidt ligegyldigt indlæg, men sådan er det jo når man har ferie hehe.. Desuden stopper de her anekdoter nok, når jeg smutter over på vestkysten d. 2. januar, og så skal der jo være lidt at kigge på for de stakler, der SAVNER;-) mig lidt for meget..

Fortsat gode juledage til folk, håber man giver sig selv lov til lidt afslapning og hygge..

Julehilsen og en beskrivelse af en almindelig dag på kontoret

Ja det mangler da bare, som folk sikkert kan regne ud, så har jeg RIGTIG meget tid på hånden lige pt. :-)

Mine dage starter som regel om formiddagen, da jeg vågner ved 8-9tiden – altså på dage, der ikke ligger efter en festivitas selvfølgelig. Målet er at lave lidt praktiske ting såsom sende ting hjem, få skrevet lidt mails og lavet lidt på denne blog. Ellers er det vigtigste på dagen at få minimum en time i solen, da jeg jo helst skal komme hjem med lidt farve i kinderne.

Jeg bor nu sammen med den sidste musketer der er tilbage hernede – Casper. Eller rettere, jeg bor ved Casper på hans værelse i et hus, hvor der vel bor 5 andre eller sådan noget. Men ganske udmærket sted, og jeg er yderst tilfreds med at ligge på en queen-size madras på gulvet. Værelset er faktisk ret stort, så det går fint!

Vejret er selvfølgelig i den varme ende, så dagene bliver udholdt med kolde drikke, og nogle gange forkæler man også sit tempel med en lille is. Det er skam også belastende at skulle smøre sig ind i solcreme hver dag.. puha.. haha.. Luksusproblemer – jeg elsker dem!!

Men ellers bliver der gerne arrangeret lidt de fleste aftener sammen med nogle af de forskellige folk, man efterhånden snakker en del med hernede. Det kan være en enkelt øl nede på en pub eller en middag måske. Nogle dage er selvfølgelig mere officielle end andre. Der kommer noget her d. 24. december f.eks., og det er der nogle folk, som går meget op i, så der skal vi på restaurant til aften, og vi danskere er blevet sat til at lave ris a la mande til dessert efterfølgende.

Meeeen som det nok kan ses så bliver ferien holdt i stor stil. Ikke for meget ballade, så endelig lidt ro på min hårdt trængte studenterkrop. Den skal jo også hjem til en afhandling på et tidspunkt, så jeg synes det er velfortjent hehe.. Hjemveen har ikke meldt sig rigtig endnu må jeg indrømme. Stedet her har behandlet mig godt hidtil, og jeg ved jo, at der findes en hverdag derhjemme. Dog savner jeg da folk derhjemme, især på dette tidspunkt.

Men en stor julehilsen herfra! Håber folk får hvad de ønsker sig og lidt mere til. Jeg ser frem til sjove historier og skandaler fra diverse julefrokoster, og så håber jeg der er plads til at fejre min hjemkomst engang i januar/februar. Altså jeg vil fejre det, så håber der er nogen der vil være med, jeg synes det er lidt sørgeligt at feste med sig selv… Og man skal jo have rigeligt med ildvand for at udholde de grader, der bliver ført i DK.

New Zealand - Franz Josef gletsjer, Pancake rocks, Abel Tasman, Kaikoura (Crayfish) og mod slutstedet Christchurch

Franz Josef glesjeren skulle selvfølgelig opleves, ved at man tog en kæmpe gåtur med en guide. Det korte af det lange er, at det kostede en sprællemand, og vi var pænt uheldige med en meget langsom og overforsigtig guide, men vi kom dog op og ned, og det var meget flot og sjovt.. BAGEFTER!

Dagen efter gik turen så videre op af vestkysten, og det er da nok den mest undervurderede kyststrækning jeg nogensinde har set. Man læser ikke meget om den i bøgerne, men det er uden sammenligning den flotteste jeg nogensinde har set. Der er klippeformationer hele vejen, og så får man jo en solnedgang hver aften, hvilket aldrig kan gå helt galt. Billedet viser vist det meste.
Vi strøg hen til noget, der bliver kaldt Pancake rocks, og de har fået deres navn, da det er sten der ligger i lag, hvilket bliver sjovere af, at der ikke er nogle kloge hoveder, der har kunnet give en jordisk forklaring på, hvorfor det er sådan endnu. Den dag blev afsluttet på en campingplads tæt på Pancake rocks, og der skulle et fodbold-opgør opgøres… Melbourne (Black/Martin) vs. Sydney (Jesper/Jonas).. Jeg vred rundt på mit spasser-knæ efter ret kort tid, hvilket er den eeeeeeeneste grund til at Melbourne hev den sejr hjem, og så snakker vi ikke mere om det… Øvrrr…

Abel Tasman området var næste stop. Her måtte vi så tage afsked med Jesper, der skulle hjemad og dermed måtte hoppe på en bus den dag. Men vi blev suppleret med en erstatning, mens vi var deroppe (to overnatninger), da Marias veninde Signe befandt sig deroppe i selskab med sig selv, mens hun ventede på nogle rejsekammerater. Maria trængte vist også til noget andet at høre på end fodboldsnak, det viste sig til hendes store ærgrelse, at alle os 4 gutter var fodbold-NØRDER af værste skuffe, så det havde været hårdt hehe.. Men her fik de stakkels sjæle, der ikke havde haft mulighed for at springe faldskærm, så endelig chancen igen, og denne gang lykkes det så! Der var jo nogen der skulle filme dem når de landede, så jeg ofrede mig og blev på landjorden ;-) Vejret er generelt bedre deroppe nordpå, hvor vi nu befandt os, så den stod på grill den første aften, og det kan jo som nævnt aldrig gå helt galt.. muhahaaaa..

Dagen efter blev det til en sejtur og en gåtur rundt i Abel Tasman. OK – indtil videre havde man set; bjerge, søer, skove, dyreliv (både charmerende dyr som pingviner, men utroligt nok har de heller ikke noget af alt det dødbringende kryb, så det er jo helt perfekt), klippeformationer i diverse sammenhænge og jeg kunne blive ved.. Man gik alligevel og tænkte ”ok, men de har ikke strande som de har på østkysten i Australien – øhh.. jo det har de så lige pludselig.. Billederne siger vist alt, men endnu engang blev man mundlam over den natur de har.. De mest øde og fine strande og det klareste vand. Og der skal alligevel noget til at lukke røven på mig til tider mener jeg selv :-) Men dermed bekræftet – NZ har alt det flotteste natur, man kan forestille sig. PLUS de slipper for kryb og alt muligt.. Sindssygt. Det eneste er måske at vejret er lidt koldere end Australien, men det kan den globale opvarmning vel fikse til næste gang jeg skal derover hehe..

Så er vi nået til den 14. december, og onkel Jonas kan godt se at advarslen om kedelig beskrivelse i starten er korrekt.. Gaaab, men så kig da i det mindste på billederne!!
Men der skulle vi til Kaikoura, hvilket direkte oversat fra Maui er ”Stedet man spiser crayfish”. Det sted skulle være min maves højdepunkt, da jeg havde læst mig til at det var a la hummer. Vi ankommer og skal på restaurant, og prisen er fuldstændig tåbeligt skruet i vejret, men det skulle smages!! Det smagte ok, men sammenholdt med prisen fik jeg mig en slem skuffelse må jeg indrømme.. Kender I det med, at det er så fint man ikke bliver mæt??? Præciiiisss…
Det resulterer i at vi faktisk prøver at lave en bytur den aften, men byen er halvdød, så vi ender med et spil pool og så hjem på skjoldet. Fornuften tager over, og der bliver taget en beslutning om at tage til Christchurch til de sidste par dage. Det er sydøens største by og start- samt slutsted for turen, og så ville vi have et par gode dage at slutte af på – god beslutning.

Dagene i Christchurch bliver forkælelse af en selv med afslapning, godt selskab og gode måltider samt søvn for engangs skyld, så det kunne virkelig ikke blive bedre ;-) Det var helt sørgeligt at sige farvel til de andre, der skulle hjem for at fejre jul nu her, og jeg var den eneste, der skulle blive hernede, og man havde jo set en del til hinanden efterhånden! Nu nærmer tiden sig også, hvor mit lille eventyr hernede snart er slut, og det gik vist også op for mig lige der.. Det er jo ikke ligefrem fordi det trækker voldsomt i én for at komme hjem og skrive afhandling!! Men den tid den sorg :-)

Den 17. december, hvor jeg skulle hjem til Sydney, startede noget tidligere for mig end for de andre, da jeg skulle med en bus til lufthavnen kl. 5.30 om morgenen.. De andre skulle først flyve ved 12-tiden, så det blev en hurtig men tårevædet afsked om morgenen hehe.. Det viste sig som en MEGET stressende hjemtur for mig. Jeg skulle flyve op til Auckland på nordøen, hvorefter jeg skulle til Sydney lige efter.. Jeps, mit fly fra Christchurch til Auckland landede så 5 minutter EFTER der var final call på flyet til Sydney, så jeg måtte spurte helt sindssygt fra indenrigslufthavnen til den internationale i et hæsblæsende tempo (hurtig som en ninja), og da det ikke er en helt normal check-in, når man skal til udlandet, blev det lige til øllet jeg ankom i flyet til Sydney. Ikke bare med sved på panden, men også i et pænt lag over hele min erotisk buttede krop – puha… Desuden tager de 25$, når man skal forlade lufthaven til udlandet – de kiwier er kapitalister af værste skuffe! Men det var en helt fantastisk tur på NZ, og ikke mindst takket være de folk jeg var med derovre.

Håber folk har overlevet, fordi jeg vil til at begynde på alle mine julehilsner og alt det der :-)

Rigtig glædelig jul til familie og venner, jeg vil lige smide en typisk hverdag og en rigtig julehilsen op på et tidspunkt. Selvom varmen hernede ikke minder mig på det så er tiden jo nær! Der er ting og folk man savner mere end noget andet, men det ved de folk vist godt selv :-) Desuden er smerten over at gå glip af alle julefrokosterne nok den største, men altid noget jeg kan få gjort lidt ud af det hernede også. Indtil videre er planerne på en herre-julefrokost d. 26. december. Hernede har vi fået tilført lidt snaps af brormands kammi Jens, der er hernede med sin dame Christina, og Casper har også fået fat i en flaske, så dansk det bliver det ;-)

New Zealand – Afgang, Milford Sound og Queenstown

Jeg lettede fra Sydney d. 1. december for at tilslutte mig de 4 andre der var kommet over på øen før mig samme dag. Et par kommentarer til flyveturen! Jo jeg havde jo booket hjemmefra Danmark, og der stod på billetten, at jeg skulle flyve med Qantas. Jeg checkede ind ved Qantas og tænkte ikke mere om det. Eftersom de er det ”dyre” selskab skulle jeg jo ikke tænke på aftensmad før jeg skulle flyve – lækkert.. Nååå nej det viste sig jo så, at jeg skulle flyve med lavbudget Jetstar lige pludselig, hvilket jeg stadig overhovedet ikke har fattet hvorfor. Det resulterer i, at jeg lander på NZ ved 22-23 tiden (Nærmere betegnet byen Christchurch) møgsulten. Ikke nok med det, så ved jeg ikke liiige hvad jeg havde regnet med på NZ, men hold da K…, hvor er 10 grader ikke særligt varmt, når man kommer fra 25 grader i Sydney.. Sov på en delt dorm med 10 andre eller sådan noget, og eftersom min seng knirkede bare jeg kraftdælme trækkede vejret, blev det ikke til meget søvn den nat.

Men så tror jeg vist heller ikke jeg kan brokke mig ret meget over resten af turen:-) kun lige det obligatoriske sjove brokkeri selvfølgelig, det kan vi jo ikke leve uden hyhy.

Mit følgeskab bestod af:
Jesper – økonomistyringsstuderende i Aarhus og Sydney. Han fik hurtigt tilnavnet Ø2 (nogle gange Ø1, det kom an på hvor højt oppe i hierarkiet vi mente han befandt sig den pågældende dag).
Martin er så grunden til, at der kan komme en anden Ø2 til tider, han er nemlig studerende på økonomistyring (Ø) i Aarhus sammen med Jesper.
Maria og Black er blevet præsenteret tidligere sammen med Martin også, da de er med i det famøse Melbourne-crew, som jeg har haft glæden af at besøge og haft på besøg henover min tid down under. Maria og Black er som nævnt studiekammis hjemme fra Arhus på det rigtige studie – International Business:-) Rollefordelingen var ret klar. IB-studerende i toppen af hierarkiet og Ø1+2 som fodfolk. Maria, som den eneste pige, var selvfølgelig med som køkkenchef og talende huskeseddel, når vi gutter ikke magtede indkøbene :-) (Det øverste billede fra venstre - Martin, Black, Jesper og undertegnede der bærer på Maria. Opstillet? nej nej da..)

Afsted det gik. Endeligt har jeg tid til at opdatere, så vil gøre det ordentligt! Men der vil stadig være en del der kan/skal fortælles, når jeg kommer hjem ;-) Desuden kommer det nok til at være lidt i kedelig stil, da der er meget at fortælle, men man kan jo ikke det hele folkens… Den bliver lang den her!

Vi skulle hente bilen dagen efter – et ordentlig skur af en 6 personers campervan. Ja vi er 5 som den hurtige læser har opdaget, men det var vist godt nok kan jeg så fortælle i bakspejlet. Kiwier som de kære NZ’ere bliver kaldt er som aussierne ikke en befolkning, der umiddelbart stresser rundt på deres arbejdsplads, så der blev rig ventetid til at… Ja til at vente. Men vi fik vognen, betalte, handlede ind og så ellers ud over stepperne.

I starten stoppede vi vel ca. hver 20 km., da naturen er fuldstændig ufattelig imponerende på hver meter. Dette vil blive underbygget kraftigt af kommende billeder. Man ser næsten hver billede som en plakat eller baggrundsmateriale på computeren, og det er absolut IKKE fordi jeg er god til at tage billeder, men den natur kan man ikke ødelægge selv ved min hånd. Men efter en del køren besluttede vi os for at overnatte ved en sø kaldet Tekapo. Alt er imponerende, så det er nemt at finde et pænt sted at smide vognen. Nu havde vi så lejet en vogn, og havde læst os til, at man kunne smide den mange steder og overnatte gratis inden vi kom herover – LØGN. Det koster ca. 10-15 NZ$ pr. person på mange af stederne, og så kan man også tilslutte et strømkabel og bruge mikroovn osv. i vognen. Lidt skuffet var jeg, da jeg så at man skulle betale 2 $ pr. bad, men det var heldigvis det eneste sted jeg oplevede det på turen.

Den 3. december gik turen så mod Mount Cook, der er det højest bjerg på NZ’s sydø. Det blev en lidt skuffende oplevelse, da der var lidt tåget deroppe, men et kryds i tjeklisten!
Til de knap så informerede er NZ også landet, hvor optagelserne til storfilmene i Ringenes Herre serien blev skudt, så der er en del steder med relation til filmen. En af disse steder prøvede vi at opsøge på vejen (Rohan), men det endte med, at det var lukket område og langt derind, så det blev droppet. Dette medvirkede også, at vi besluttede os for at lave en slagplan for resten af turen, da man godt kunne begynde at regne ud, at det køren på må og få ikke ville virke i længden – vi er jo strukturerede studerende, så ned på papir!! Men ellers husker jeg d. 3. december som dagen hvor vi fik kartoffelmos til aftensmad – mums;-)

Den 4. december blev så store køredag. Vejene er ikke just fremragende på NZ, og med alle bjergene bliver det en knudret fornøjelse at sidde bagi til tider. Der blev afholdt frokost på en p-plads, og vi endte efter den laaange køredag med at overnatte i en skov, hvor det ikke kostede så meget. Der var også kun et ”felt-toilet” til rådighed, og så virkede det vist som myggefarm eller sådan noget. Vi var i hvert fald morgen/frokost/aften/natmad for flere af slagsen på trods af en ihærdig myggejagt inden sengetid. Endnu engang blev det dog til en fremragende aftensmad, og generelt må jeg sige at den mad jeg fik på turen var noget bedre, end den jeg var vant til hjemme fra Sydney! Efter aftensmaden spillede vi terningspillet Meyer, og allerede der kunne man begynde at se splid i den ellers så sammentømrede gruppe hehe.. Man er vel konkurrencemenneske!

Nå! Men grunden til den lange køretur var at vi havde et mål der hedder Milford Sounds. Mange havde hørt at det var utroligt smukt, og at det var den lange køretur værd (det ligger ret isoleret). Og det skuffede absolut ikke. Tror ikke mine almindelig menneskelige gloser kan beskrive hvor pænt det er, og igen må jeg pointere, at sådan er det mange steder på den ø. Det blev til en sejltur rundt i området, og der så man, udover omgivelserne med vandfald osv., både pingviner og sæler.

Efter den store oplevelse gik turen mod Queenstown, som er adrenalin hovedstaden på NZ. Elastikspring, faldskærm, whitewater rafting und so weiter. Vi nåede ikke hele vejen den dag, men dagen blev stadig en af de bedste på turen grundet et besøg på et højest usædvanligt charmerende supermarked. Vi snakker den 5. december, og her rammer julestemningen mig så inde i dette supermarked i en halvfjern by på NZ. Ikke nok med at julemusikken brager, men alle er klædt i nissetøj, mens der er utallige smagsprøver på alle mulige gode sager. Smags”prøver” siger jeg så, men man blev næsten påtvunget at fylde sit tempel med mad fra man kom ind, til man gik igen. De er lige lidt mere flinke end gennemsnittet derovre. Så med godt humør og en tilfredsstillet mavesæk gik den dag også. Og så en kort julestemning midt i det hele – fremragende:-)

Vi ankommer i Queenstown d. 6. december og ser for første gang frem til tre dage, hvor vi ikke skal køre flere 100 kilometer. Byen fanger ens hjerte med det samme på grund af en god stemning og alt det adrenalin. Folk er friske, og der hænger muligheder for at udsætte sig selv for en masse overalt, og det kunne de fleste i vores gruppe ikke stå for, så der blev booket elastikspring, faldskærmsspring og rafting til de kommende dage. Som kompensation for, at jeg ikke skulle andet end at rafte ville jeg gerne have været på en helikopter-tur, men eftersom man skulle være minimum to lykkes det ikke, de andre havde brændt for mange penge af på alt det andet.. Øv.. Skæbnen ville også at vejret var godt den første dag, så der var mulighed for at grille om aftenen, og det kan jo ikke gå helt galt hehe...

Det skal lige nævnes at på premieredagen for den nye James Bond film var vi inde for at se den. Mener det var d. 7. december. Den var jo ganske udmærket, og så skulle man jo ud og føre sig frem på ægte Bond-stil bagefter.

Til stor skam for dem der havde booket faldskærmsspring var vejret så ikke særlig godt de kommende dage, så det eneste der blev udfordret var rafting og elastikspring. Rafting var ret fedt. Man er i en større gummibåd igennem nogle ret vilde vand-et-eller.andet, hvor man skal padle helt sindssygt og er meget tæt på at ryge i vandet! Jeg fik selvfølgelig placeret mig som styrmand i toppen sammen med Black, så vi sad i forreste række, når der skulle uddeles øretæver af vandet. Desuden var forholdene ikke til, at man kunne sidde ret godt fast, da den forreste fod ikke havde noget rigtig at klemme sig fast i. I et af de vilde områder var Jonas så også godt på vej i vandet. Den fod der skulle holde mig fast var tættet på at ramme Black (der sad overfor) lige i hovedet, og det endte med at Maria hev fat i benet og holdte mig i båden, ellers var jeg røget direkte på hovedet i vandet. Reddet af en pige… Hmmm… Den resterende stolthed forsvandt, da vi fik lov til at svømme over et stykke. Det kunne 3 gange IB og Ø2 ikke stå for, så vi hoppede i. Det lykkes dog mig at sluge så meget vand, at der skulle knækkes lidt op, da jeg kom op i båden igen hehe.. Laver ikke elastikspring, faldskærmshop og bliver reddet af en pige i rafting – det var min tur uden tvivl :-) Men jeg var helt smadret efter det rafting, havde givet den fuldstændig gas med det padlen, og så frøs man pænt meget til sidst.. Fik heldigvis et godt langt bad, da jeg kom tilbage til vores campingplads, det ligger vist i top 3 af dage på den tur i kraft af det ;-)

Så er vi nået til 9. december, og det er så dagen hvor chicken-Jones får æren af at være fotograf til Maria og Martins elastikspring. Ikke bare et almindeligt spring, men det højeste ovre på øen, der er oprindelsessted for dette vanvid. 180 meter til bunden fra ”the pod” man springer fra, og 134 meter med elastikket vist nok. Man kommer derud med sådan noget svævebane-værk, hvor man kan se igennem bunden hele vejen, og så er der glasbund derude, så jeg fik vist også lige lov til at blive svimmel også… Ork! Men sjovt at være med derude. Den dag påtog jeg mig så også en laaang køretur, hvor vi skulle op til Franz Josef gletsjeren. Da vi endelig kom derop var alt lukket, så vi overnattede på en p-plads, hvilket er dybt ulovligt, men der var fuldt booket det ene sted der havde døgnåbent - hvad kan man gøre! Vi lever på kanten uuuuhhhh… Men det resulterede i, at jeg oplevede de sjoveste offentlige toiletter nogensinde. Du smider 50 cent i, og så spiller de musik, og alt er elektronisk – ren Startreck :-)

Bestået med fine karakterer :-) og sidste nat med kliken

Efter hjemkomst fra New Z. skulle jeg så lige ind for at tjekke mine karakterer fra eksamen, og der var jo specielt en eksamen (International Investment and Risk) som jeg havde været pænt nervøs over, og som jeg havde læst helt tåbeligt meget til. Jeg fik så high distinction i det fag, og dermed opnåede jeg den højeste karakter de giver hernede hehehe... De to andre fag fik jeg distinction (Managing Cultural Diversity in Business) som er det andenhøjeste, og faktisk skræmmende tæt på endnu en high distinction, men skidt ;-) I International Marketing skrabte jeg en credit sammen, hvilket er det tredjehøjeste, men denne var også skræmmende tæt på en distinction bare, så generelt en ret god omgang! Tør slet ikke tænke på de karakterer jeg havde fået hvis jeg havde haft tid til at læse til alle eksaminerne, men eftersom mit succeskriterie da jeg kom herned var at bestå bare, så er det her vel fint nok!

Det vigtigste er nu også den credit jeg fik i International Marketing - hvorfor? Jo Kenneth, Casper og mig havde jo faget sammen, og derfor et lille væddemål om en øl kørende, og gæt hvem der fik den højeste score :-) Eftersom jeg studerer International Business og Kenneth samt Casper studerer Marketing på deres Cand.Merc. uddannelse er det jo bare endnu bedre, det er så NEMT det marketing hahahaaaa.. Tak drenge

Jeg vil også lige kommentere den sidste aften vi fem gutter der har holdt sammen her i Manly fik holdt sammen inden vores veje skiltes.

Der var jo begyndt at rasle familie-besøg og det hele ind over på forskellige kanter, og folk skulle snart hjem og rejse videre med kærester og familie, så glæden var stor da det gik op for os fem at vi kunne lave en lille sammenkomst i slutningen af november inden jeg smuttede til New Z. Thor manglede sin sidste eksamen så han tog tidligt hjem, men vi andre endte med at give den alt for meget gas på en mandag eller tirsdag eller sådan noget, det er set før hernede:-)

Men en god afslutning på en god tid hernede. Og nu er der kun Casper og mig tilbage her i Manly. Der skal jo være nogen tilbage for at passe på knægten, og så er det heller ikke helt dårligt med sol, strand og vand de næste 14 dage!!

Fra venstre har vi Thor, Thomas, Casper, Kenneth og det nordjyske vidunder til sidst. Et billede af mange, hvor der bliver smidt nogle håndtegn afsted ;-) Sjovt har vi haft det, og så står den ellers på ferie i alle lejre, som vi hver især holder på forskellig måde - min bedre end de andres selvfølgelig!

Uluru - stenen der blev indtaget af de tre vikinger

Jo jo.. En monster sten der ligger endnu mere midt i ingenting overhovet. Den er 300 meter høj og ? meter bred, så det er et ordentligt skrummel. Må hellere lige få med at mange af de ting jeg nævner er helligt for aboriginies (originaler som vi så smukt har døbt dem), og dermed er der en masse myter osv. omkring en masse af de forskellige ting. Det mest mærkbare (for mig) med stenen er at man bliver forbandet hvis man går på den - som vi så gjorde selvfølgelig, jeg har jo brug for lidt mere oveni midt uheld - orkk.. Lige en sørgelig kommentar, der skal knyttes til originalerne. Aussierne har det jo så dårligt med alt det skidt, de har udsat dem for i den tidlige historie, så de får bare penge af staten hver måned, hvilket resulterer i, at de fleste bare sidder og drikker hele dagen. Lidt hvis ikke meget sørgeligt. Og der er store problemer med kriminalitet i de områder også. Jeg havde ikke set mange før den tur her, men inde midt i landet vrimler det med dem, og det er ikke de mest fredelige og flinke mennesker i verden.

Men situationen er den at staten ejer den i en vis årrække før den går over på original-hænder igen på et tidsounkt, så de kan bestemme over hvem der går rundt på den nu, men man skal have den forbandelses-advarsel. Den fik jeg så af Casper da vi stod oppe på stenen, så jeg havde åbenbart ikke hørt efter i timen på det område..

Nå men en ting af gangen! Vi kørte fra Alice Springs, og første stop var Kings Canyon der ligger 300 km. fra stenen, men stadig ca. 500 fra Alice Springs, så ja endnu engang en masse kilometer der skulle tilbagelægges!

Vi fik simpelthen at vide at vores (nu kvindelige) guide, at vi ikke måtte gå den lange tur omkring denne canyon, fordi der var 50-60 grader på toppen. Det var simpelthen for farligt og bla bla bla.. Hun mente at vi alle bare skulle gå en tur igennem kløften og se den nedefra, men sagde dog at vi gerne måtte rende op på toppen bare, dog uden at gå den lange tur rundt, men hun ville fraråde det. Det vi så gjorde var at rende op på toppen selvfølgelig, og så har man ellers også prøvet hvordan 50-60 grader føles i virkeligheden - slemmere er det vel ikke, man er jo viking ;-) Men flot var det!

Nå, men ud til stenen for at fange solnedgangen, som desværre var lidt overskyet, men det var jo bedre end ingenting, og dagen efter skulle vi op på stenen jubiiii.. Her vil jeg så lade billederne fortælle det meste.

Opad det gik klokken 5 om morgenen

Oppe på stenen var der anmærkninger som man skulle følge helt til toppen

ENDELIG på toppen - nåede at opleve blodsmag i munden osv. på vej op, det var pænt hårdt!!

Her ser vi så solopgangen fra toppen.. Det var ok som vi siger i Nordjylland.

Og liiige HER forstuver geniet så sin stortå fordi der skulle laves et sjovt billede på vej ned tsk tsk tsk..

Men højde var der på, så min tøse-højdeskræk fik da lov at røre lidt på sig. Mest i kraft af at der kun var noget at holde i noget af vejen. Er da vist ved at være af med det skidt hva :-)

Endelig var vi nede igen efter at have været de første på toppen den dag! Det var helt øde og vi havde været pænt hårde hvis nogle spørger mig. Men kinøjsere og tyskere i hælene blev der sprintet opad den hårde tinde som en anden ørn fra Herning. Mest af alt tager jeg personligt mest hatten af for Casper the great Dane der skal have en ny hofte om 3 måneder, og så lægger han lige den sten bag sig - accepteret indsats skal knægten have herfra, den er til high distinction (ug).

Og nåede man så minsandten ikke en lille uskyldig bytur i Alice Prings inden man skulle hjem. Skæbnen ville at vi rendte ind i et par danskere på stenen. De arbejder for Jyllandsposten med det der Galthea eller hvad det nu er, og så rendte vi ind i dem igen om aftenen efter hjemkomst, og det resulterede i en ikke-planlagt bytur, det var meget sjovt.

Og så vil jeg ellers runde af med den edderkop-historie jeg har nævnt i et tidligere indlæg. Sidste, og der mener jeg allerSIDSTE overnatning ude i krybland tæt på stenen før den famøse bestigning dagen efter laver vi så ellers det (for os tre danskere) obligatoriske tjek med en lygte inde i det telt, vi havde fået valgt os. Sjovt nok er der ikke så forfærdeligt mange små edderkopper rundt i hjørnerne, som der havde været i de andre, så umiddelbart så det godt nok ud... Liiiiige indtil vi kom ned under en af top-køjerne og lyste ind på en stor stor stor edderkop... buhuhuuuuuuuuu så er man dælme ikke stolt lige pludselig!! At der ikke bliver uploaded nogle billeder af svinet er endnu et bevis på, hvor chokket jeres kære forfatter og de andre var, da vi ikke engang magtede at tage et billede af det klamme dyr af frygt for at det skulle stikke et sted hen, vi ikke kunne finde det igen.. Kald mig bare en tøs..

Nå! Men ud skulle dyret, og ved frivillig tvang blev det så yngstemand Casper, der blev placeret tæt på det behårede kravl for at skulle fange det i en kop til alle (især vores guides) store fornøjelse. Jeg skulle så stå derinde og lyse på kravlet, mens Casper skulle fange det. En tysker (ja en tysker!!) som vi havde været så "heldige" at dele hytte med (det var 4-mands telte) skulle også lyse med sin lygte. Den var langt bedre end vores, da vores stort set var løbet tør for batterier.. Men vi står der tre mand stærkt og en edderkop der skal indfanges.. Ja nu sagde jeg tre mænd, men da Casper klappede koppen halvt henover den flygtende edderkop så halvdelen af kroppen stadig stikker ud, hvorefter han prøver at fange det hele ved en "hurtig ninja-manøvre", der bare gjorde at den sprithurtige satan løb op og væk, der stak vores tyske "ven" så ellers ud af teltet med lyset, der virkede, og så stod Casper og mig derinde ellers med alle vores talenter uden anelse om, hvor det kryb var.. Vi råbte begge to ret gevaldigt, og det resulterede i, at jeg gik ud og hev den lommelygte ud af tyskerfranz' hænder, hvorefter jeg strøg ind til stakkels Casper, der lige så godt kunne sidde og kramme edderkoppen for at finde svinet igen. Den havde så flygtet op i et lille hjørne, og resten af indfangningen lignende lidt den første del. De er sindssyg hurtige de små røvhuller, så han fangede den halvt, og derefter helt denne gang, hvorefter han kunne få smidt den ud. Den kvindelige guide havde været så forfærdelig hård i munden, men da vi spurgte om vi bare skulle smide den ind i hendes telt, så lukkede hun røven for første gang på den tur, så der var jo lidt godt ved den edderkop. Men LANGT fra teltet lukkede Casper den løs, og så havde man ellers vildt meget lyst til at sove den nat..

Så fik jeg opdateret "The Red Rocket" turen lidt kort, men de vigtigste ting er vist med.

Efter det blev det til at par rigtig gode dage i Sydney, hvor jeg blandt andet fik besøg af dem jeg skulle rejse med til New Zealand fra 1. december af. Og lur mig om den tur ikke kommer i nogle snarligt kommende indlæg.

Turen ned igennem "The Red Center"

Efter en overnatning i Darwin den sidste nat på et civiliseret og savnet hostel gik turen ellers ned igennem landet over en 2-3 dages tur. Der er vel et par tusind kilometer, og meget af det er simpelthen øde, som man slet ikke kan forestille sig det. Alt jord og sand er desuden rødt "The Red Center" aaahaaaaaaaaaaaaa.. Men grunden til det er rødt er, at der er noget jern-oxid eller sådan noget skrammel i jorden overalt, så farven er grundet rust - trivial p.!!

Nå, men af steder der skal nævnes er Daly Waters nok et af de sjovere på vejen nedad. Det var stedet hvor Australien havde sin første internationale lufthavn, og det er så også det eneste! Mener der var 8 faste indbyggere i byen, og så havde de den mest isolerede og charmerende pub i midten af ingenting. Den var kun bygget for folk der mellemlandede i gamle dage, og det har jo sin charme må man sige. Så her fik vi os en lille øl da!

Ja og på de mange kilometer nedad skal Devils Marples nok nævnes som det pæneste natur vi så. Igen midt i ingenting ligger der ligepludselig en masse kæmpesten og flyder rundt, og på en eller anden måde bliver man jo helt fascineret af den natur de har gang i hernede. De er skabt af vind og vejr, og udviklingen er noget med, at der har været vand inde midt i landet mener jeg, men det er da også fuldstændig lige meget hehe.. Og som billedet th. illustrerer var det liiige ved at gå galt :-)

Men den tur havde vi ellers det sjoveste selskab på hele vores samlede 7-dagstur, og vi var så heldige at komme ind til et hostel den sidste nat i Alice Springs, hvor de havde en bar. Det skulle selvfølgelig fejres en lille smule, og det blev nu en meget sjov aften. Slanger over skulderne (af kategorien "kvæler" for at gøre det mere interessant og dansk-klingene) og en masse underholdning på bedste aussie-vis, så kan det ikke gå helt galt. Vi holdte os dog en lille smule tilbage, da vi skulle afsted klokken lort dagen efter - men man kan jo godt have det sjovt selvom man ikke er fuld - haha.. Nå nej..

Vi krydsede også en breddegrad på vores vej ned igennem forresten, og det er jo interessant fordi... Ja vel mest fordi jeg synes det her er et godt billede, hvor vi står på begge sider af "The Capricorn":-) Ja skyd mig ikke, hvis det er stavet forkert.