En forlænget weekend i Melbourne – og hvilken weekend!

Yep yep yep.. Så kom weekenden endelig, hvor den gik den anden vej på den lille interne ”udveksling” mellem Melbourne og Sydney. Som et tidligere indlæg sladrer om har jeg jo nogle studiekammis i Melbourne, og de havde været her i Sydney på besøg for et stykke tid siden, og det havde de åbenbart været glade for, at man var så heldig at blive inviteret over til Melbourne i den forgangne weekend.. Og den weekend endte med at være en af de helt store:-)

Jeg skulle heldigvis ikke rejse alene, da jeg havde min trofaste støtte Casper med derover. Lidt overraskende, at vi var de eneste to, der ville/kunne udnytte det fantastiske tilbud det var at kunne komme derover, men nogle af de andre ”sædvanlige” gutter har andre planer senere om at komme derover eller også hang skolearbejdet meget uheldigt langt ud af halsen lige i den weekend.

Fredag eftermiddag gik flyet ellers, og jeg mener vi ankom inde i byen ved en 20-tiden, og jeg vil lige pointere at vi stod der i boardshorts og t-shirt, og det var vejret i Melbourne ikke til! Velkommen til Melbourne, og her skal du ellers fryse dine fordele af. Men hele Melbourne-crewet (Thomas (Black), Maria, Sanne og Martin) (Billedet herunder har vi (fra venstre) Jonas fra Sydney, Martin, Sanne, Maria og Black fra Melbourne) stod og tog imod os, da vi kom ind til byen. Gensynet var selvfølgeligt sjovt, og alle løgn-historierne fra de respektive spring breaks osv. blev delt over aftensmaden på en italiensk restaurant. Overraskelsen var stor, da de fortalte os at unge mennesker går ud og drikker lidt øl osv. på natklubber og barer, når man hygger sig i Melbourne. Så efter vi havde fået smidt vores tasker, de steder vi nu skulle sove, blev vi jo NØDT til at udforske lidt af nattelivet. Og må hellere lige få sagt med det samme, at nattelivet i Melbourne ikke fejler noget! Jeg skulle bo ved Black, og han bor et ret blæret sted med to mexicanere i en delt lejlighed. Her kommer andet faktum så - mexicanere er nogle af de sjoveste mennesker på planeten.. Nå! Men første aften gik over alt forventning, og vi fik set 4-5 steder tror jeg inden vi vendte hjem, da det var begyndt at blive lyst, i en noget større blæser end det var planen fra starten af – man skulle jo gerne holde hele weekenden!! Eftersom fredag var en ret god dag, så startede humøret dog på et højt niveau fra morgenstunden af, så det var lidt nemmere at komme i gang end man havde frygtet;-)

Lørdag var der så arrangeret barbecue hjemme ved Black og mexicanerne, og sådan noget foregår lige et par etager oppe fra hvor lejligheden ligger, hvor de har tennisbaner, svømmehal og en ret god udsigt til noget af byen (som illustreret her tv.), så det må siges at være en sikker succes. Stopfyldt med os og en masse mexicanere startede det ellers stille og roligt, og man begyndte at arbejde gårsdagens slemme søvnmangel væk med lidt god mad.. Og tequila selvfølgelig! Ja normalt så prøver jeg en tequila, der hedder sierra silver (sprøjt) hjemme i DK, og det er altså ikke altid det fedeste at drikke, da slet ikke på tømmermænd. Men de mexier havde noget af lidt højere kvalitet, og jeg må indrømme at det smagte ret godt! Det gik den rigtige vej i hvert fald.. Den aften stod den nemlig også på en ”lille” rugby-kamp mellem Australien og New Zealand, og den havde Melbourne-crew jo været så fikse at få fat i billetter til – ja ikke så dumt! Det var noget af en oplevelse, og det gjorde det ikke ringere at aussierne var bagud med en del point, indtil der var 5 minutter tilbage, og så scorer de lige to hurtige gange inden kampen slutter og dermed vinder kampen, så folk gik jo fuldstændigt amok. Og selvfølgelig holder man da med Australien, så der blev råbt og skreget med på bedste vis!

Efter kampen bevægede vi os så ned på et sted der hedder St. Jeromes (natklub/bar whatever), og det får hermed verdens største anbefalelse herfra lige med det samme.. Helt gennemført sindssyg sjov aften der blev fyret af derinde. Stedet i sig selv er egentlig ikke vildt stort, men det har en eller anden charme, som man simpelthen ikke kan røre ved. Og vi skabte os jo... En af aftenens højdepunkter var da en af mexierne lige pludselig dukkede op med mexicanske brydermasker i en taske, tror han havde 10 af slagsen eller sådan noget – billederne siger vist det meste. Det var så sjovt, tror der kommer til at gå lidt tid før jeg kan tørre smilet af kæften over den aften:-) Ja generelt den tur vil jeg sige..

Men endnu engang lykkes det at vende sent hjem, men dagen efter skulle vi heldigvis ikke det store, så man burde jo kunne sove igennem.. Og nu skriver jeg ”burde” af en bestemt grund.. Casper skulle jo lige pludselig også bo ved Black, og det resulterede i at Jonas evig-flink giver lange-manden den madras jeg lå på natten før, for selv at tage en luftmadras, der har en LIDT underlig form.. For at sammenligne vil jeg sige at det var som at sove på en hoppemadras i Fårup Sommerland, så hver gang jeg vendte mig røg jeg ud på gulvet.. Og hvor meget søvn får jeg så når jeg ligger på sådan en madras – nej ikke ret meget! Men søvn kan man jo få når man bliver gammel.. Og hvornår er det så vil jeg gerne vide efterhånden, fordi det må da snart være..
Søndag var nu en ret god dag alligevel. Den stod på sightseeing i byen, og i Melbourne er det virkelig nemt at komme omkring, da de har Trams (sporvogne) der kører rundt hele tiden, og det gør det noget nemmere end i Sydney for eksempel – og en del billigere (2,5 $ for en dagsbillet om søndagen). Af ting der skal nævnes er området omkring den å, der er midt i byen, og så det (uden sammenligning) største kasino jeg nogensinde har sat mine efterhånden trætte gamle ben på. Sindssygt stort! Men selvfølgelig stod den generelt bare på afslapning på diverse cafeer osv. hele dagen – alle tiders! Ellers var planen bare, at vi skulle se lidt engelsk fodbold nede på en pub om aftenen, og det gjorde vi så efter at en af mexierne havde lavet aftensmad til os. Ikke helt ringe værter må man sige :-). (billedet tv. sidder (fra venstre) den gode gæst, Black, Rodrigo, Omar (der bor 200m længere ned af vejen, men som "tilfældigvis" kommer forbi omkring aftensmadtid ret ofte eftersigende) og Martus, der havde lavet maden - fine fyre) Aftenen endte uden alt for meget alkohol i kroppen, men endnu engang blev det ikke til så forfærdeligt meget søvn, så jeg var helt helt helt helt helt smadret mandag – dog fejlede humøret ikke noget.

Mandag var igen bare sightseeing og vente på at skulle hjem med flyet. Det var næsten helt sørgeligt at skulle hjem igen der om eftermiddagen, og det blev sikkert forstærket af, at jeg skulle lave en præsentation tirsdag morgen, som jeg ikke engang var startet på endnu. Jeg var vel hjemme omkring kl. 21.30-22, og gik i seng kl. 2-3 stykker vil jeg skyde på. Så behøver vel ikke skrive, hvor godt jeg sov dengang det vækkeur ringede kl. 7.30 dagen efter.. ”Så kan jeg lære det” er der nogen der tænker, men det tegner det jo tydeligvis ikke på, eftersom jeg stadig ikke magter den simple sætning ”nej tak jeg vil gerne være frisk i morgen”..

Nå! Men til de standhaftige folk, der sætter tid af til at læse disse indlæg vil jeg sige, at der selvfølgelig er flere løgnhistorier til en regnfuld aften, men vil jo nødig gøre de her indlæg længere end de er, da jeg udmærket godt ved at der står mere end den normale person har brug for at vide hehe..

Lidt Info
Så mor, her får du rejseplanen:-)
Min rejseplan, fra efter min sidste eksamen er slut, lyder:
Sidste eksamen 16. november.
18. november flyver jeg til Alice Springs og tager en 7 dags-tur sammen med Kenneth og Casper, hvor jeg ser (udover Alice Springs selvfølgelig) Ayers Rock, Kakadu nationalpark og en masse andet skrammel, som jeg ikke kan huske navnet på.
Derefter flyver jeg fra Darwin, hvor turen ender, hjem til Sydney omkring d. 26-28. november, hvor jeg lige når at vaske tøj før den store tur til New Zealand sammen med de fleste af Melbourne-folkene starter d. 1. december - 20. december.
Hjemme i Sydney igen holder jeg jul og nytår inden den store tur til Perth bliver startet d. 1. januar (hård dag at skulle flyve, men det er først sent på eftermiddagen). Jeg er i Perth i en uges tid, hvor jeg kører rundt derovre i en camper med Casper og forhåbentlig ser en del, inden turen går til Adelaide, hvor vi har et par dage. Endeligt står den på en tur henover, hvad der bliver kaldt Australiens flotteste kystvej – Great Ocean Road. Den fører mig til Melbourne, og så er jeg vist hjemme i Sydney igen d. 19. januar eller lignende.. Ja det ser godt nok noget vildt ud hva.. håber ikke min bankmand har linket til den her side, fordi så tror jeg nok liiiige der tripper en mail ind inden længe.. Hvad pokker med sådan et hysteri, det er jo bare penge;-)

Hooters og Hunter Valley vin-tur.. En almindelig weekend i Sydney med andre ord;-)

Hmm.. For de mennesker der ikke ved hvad restauranten Hooters er, så ville det nok være fornuftigt at læse dette saglige indlæg, da det kan anbefales til ALLE (nok mest fyre, meeen tror også der er et par piger, jeg er så heldig at kende, der vil være interesseret) hehe..

Jeps! Fredag i den forgange weekend havde Andy (tysker – ikke den normale tysker vil jeg sige, han er helt kanon ham her) endelig fået overtalt Casper, Kenneth og jeres elskede forfatter om ”modvilligt” at tage med på restauranten Hooters, der dog ligger et stykke fra mit lille paradis Manly. Jeg havde personligt store forventninger til deres chickenwings, da det ifølge Andy skulle være alle tiders spise.. Og så er der vist noget med nogle nydelige servitricer.. Men det vender jeg tilbage til – flere gange..:-)

Men vi ankommer, efter en halv times færgetur og nok 45 minutter i tog samt små 5-10 minutter i taxa, endelig til stedet.. Flot skilt og en mindre kø, og da sulten efterhånden var begyndt at melde sig, var jeg en lille smule utålmodig, men ind kom vi efter ret kort tid heldigvis.. Og værsgo så fortæller billeder mere end tusind ord…
Forklaring til billederne? Jamen de serverede og dansede lidt på baren og sådan til tider, det var virkeligt underholdende! Altså jeg mener maden var god… Må hellere lige tilføje at det første billede til venstre ser vi Andy, der er igang med at bestille, og Casper der... Ja hvor kigger han hen?

Ja og så fik de ellers også overbevist os om, at det man betalte for på stedet var servitricerne, fordi service var ikke til stede! Overraskende nok var den pige der sidder og tager imod vores bestilling ikke den skarpeste kniv i skuffen.. Og det var mildt sagt – tro mig, det var mildt sagt.. Jeg har bogstaveligt talt aldrig mødt en blondine der var så dum – eksempler: Vi bestilte alle noget mad, da hun kom hen første gang. Da Kenneth kun havde bestilt en forret fik han den ret hurtigt, da hun ikke havde fattet, at han nok gerne ville spise sammen med os.. Og jeg er kun startet.. Efter nok en time eller lidt mere kom hun hen til os igen, fordi hun vist liige havde glemt at give vores bestilling! Hun havde utroligt nok også glemt hvad vi skulle have, så vi bestilte forfra! Ja og jeg var stadig sulten sjovt nok.. En halv time efter det bestilte vi så en øl mere, og da der var gået et kvarter før vi havde fået den havde Andy allerede været oppe ved chefen og sat tingene en lille smule i relief, så vi fik en enkelt øl for besværet, det manglede bare!

Men vi fik vores mad og tingene kørte godt igen.. Man er jo ikke svær at stille tilfreds når det kommer til stykket! Dog skal det lige nævnes at det lykkes frøken blond at lave en helt mystisk regning til os også, men det lykkes da at få tingene på det rene i sidste ende, og hun behøvede ikke at bryde sine hjerneceller med at tælle drikkepenge fra vores bord bagefter… Dog en sjov oplevelse!

Hunter Valley
Er det største vindyrkningsområde (eller hvad sådan noget hedder) her i nærheden af Sydney. 75 $ for en tur der startede kl. 8 inde i midtbyen, hvor man hopper af færgen, og slutter igen ved 18tiden samme sted er udmærket.. Dog skal der lige påregnes ca. 2-3 timers kørsel hver vej.. Jeg mener vi besøgte 4 steder med vinsmagning, og så var det sidste sted et større område, hvor der var nogle steder man kunne prøvesmage samt lidt shops med diverse.

Første sted var vi alle pænt tørstige, men vi fik altså ikke ret meget i de glas! Den generelle gennemgang alle stederne var ca. 4 smagninger hvidvin, 4 rødvin, og så begyndte de ellers på deres portvin og dessertvin bagefter.. bvadr.. Desuden var der mulighed for at prøvesmage alle de vine man havde lyst til bagefter, så lidt ”træt i øjnene” nåede jeg da at blive.. Men meget af vinen var rigtig god, og det lykkes mig faktisk at smage en chili-snaps et af stederne også! Kan ikke anbefales dog… Der var også en rundvisning på et af stederne, så man kunne komme lidt mere ind i, hvordan det hele hænger sammen. Generelt virker det til at de stadig dyrker efter forholdsvis gamle principper. Jeg føler selv jeg er blevet klogere på området nu, men min realistiske sans siger nok, at det ikke er det vilde:-)

Men en af de mere stille weekender sluttede med en god 10$ steak hjemme i gode gamle Manly, og så kunne jeg lige krydse et par ting mere af i kalenderen – vigtigt!

Foo Fighters koncerten!!

Ja man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige nævnte kort, at jeg jo var til den akustiske Foo Fighters koncert i selve operahuset tirsdag d. 3. oktober - en uforglemmelig koncert. Jeg går (som nogle nok ved) lidt for meget op i musik nogle gange, og især det med en akustisk guitar, så det her var simpelthen drømmekoncerten.

Jeg sad max. 10 meter fra scenen og dermed forsanger Dave Grohl så tæt på, at jeg kunne mærke lufttrykket fra hans guitar. Så sidder man ellers der lige pludselig med kun 2.000 andre til en meget intim koncert med et af sine absolut favorit-bands.. Australien er nu ikke så ringe endda.. Og det var yderst velfortjente billetter (tidligere fortalt at det var storm, regn, blod, sved og lidt klynken man skulle igennem for at hive dem hjem sammen med Casper) , der blev brugt ganske fornuftigt..

Man måtte tage billeder, så der blev selvfølgeligt fyret løs. Videofilm ville blive stoppet sagde de, men jeg optog tre klip uden ballade, så det gik jo fint hehe.. At jeg så ved et uheld kom til at slette det ene klip bagefter tilgiver jeg ALDRIG mig selv for.. For dumt!!

Men tilbage til koncerten.. Det var jo (for de interesserede, ved godt mange er ligeglade, men det er jeg ikke!) sange fra In Your Honor albummet, hvor halvdelen af sangene er akustiske. Udover de sange spillede de en masse sange fra de sidste 12 år, de har været et band, så det bliver jo ikke meget bedre. De var desuden forøget til hele 8 bandmedlemmer (4 udover de almindelige 4), og en af dem var tidligere Foo Fighter og Nirvana guitarist Pat Smear – ikke dumt! Bedst af alt er forsangeren Dave Grohls underholdende væsen på scenen. Han er simpelthen pissesjov, og det virkede som om, at alle shows er forskellige, da han fortalte de mest smadrede historier.

Udover det fortalte han også, at nogle af sangene fra det nye album faktisk er MEGET gamle. Især en af sangene (Friend of a friend) fortalte han var fra hans tid i bandet Nirvana (som dem der gider læse det her sikkert kender, kunne forstille mig der er mange der allerede er faldet af pga. manglende interesse), og faktisk helt derfra, hvor han kom med i bandet tilbage i ’91, hvis jeg husker rigtig. Han fandt en guitar i hjørnet af den elendige lejlighed de boede i, og så begyndte han at sidde og lave sange, hvilket han aldrig rigtig havde gjort før, han ikke havde andet at give sig til. En historie til en sang medvirker, at den aldrig bliver det samme igen. Man lytter til teksten og fatter lige pludselig noget af det i en sammenhæng. Og som Nirvana-fan også er det jo meget sjovt.

Gamle sange som My Hero, Next Year, Times Like These og Everlong blev fyret af i akustisk version udover alle de nye numre, og bare af at skrive det her begynder man jo at smile igen – en uforglemmelig koncert! Jeg har set dem live til Roskilde i 2005, og det var sindssygt fedt, men den akustiske her ja.. Det kan ikke beskrives.. Bands som Audioslave, U2, Green Day, Black Sabbath, Robbie Williams, Oasis og ret mange andre koncerter har givet store oplevelser, men den her intim-koncert skal have en plads i top 3..

Endnu en af de historier man husker er, at de simpelthen havde set operahuset for et års tid siden og sagt til hinanden ”der vil vi F… da spille inde en dag” han var noget overrasket over de ville lukke dem ind, da de jo ikke lige er den typiske kunster derinde! Det var også sjovt at se sådan nogle halv rock-tøser med rød farve i håret, der virkelig var dresset op i fin kjole og det hele.. Det hele er en del af oplevelsen:-) Nå men de sange jeg hørte bliver i hvert fald aldrig det samme, det bliver svært at høre dem uden kuldegysninger i hvert fald!

Ja så kan jeg jo se frem til U2-koncerten i november nu – ikke dumt!

Håber at de folk der gider læse mine løgnhistorier har det godt, ja vel også dem der ikke gider:-)

Spring break (24. sept – 2. okt.) – Whitsunday Islands, Great Barrier Reef og hjem kære hjem

Ja den bliver lang den her.. Så er det jo godt at det er selektiv læsning for de interesserede, så vil ikke høre noget brok!

Føler mig efterhånden snart som turistarrangør for noget Australien-værk.. Men Whitsunday Islands er en ø-gruppe, der består af 74 øer ud for østkysten, og det er vist det mest besøgte turistmål i Australien eller sådan noget. Det var utroligt svært ved at finde et sted at bo, så vi 4 endte faktisk ude på en campingplads i en hytte lidt uden for Airlie Beach, som er en by der oftest bruges som platform til ture ud på Whitsundays. Det viste sig at være utrolig rart med en hytte med det hele, så det var noget af en succes. Der blev booket en tur ud på en båd, der varede tre dage fra søndag til og med tirsdag, så var vi klar (med vores søstærke maver) til at opleve Whitsundays up-close and personal!

Afgangen gik klokken 10 søndag, så vidt jeg husker, og det var en katamaran med plads til 14 havde de meddelt os, men der skulle heldigvis kun 12 med, så jeg troede der ville være masser af plads.. Det var der så ikke! Det var meningen, at vi 4 skulle have sovet dernede, hvor vi også spiste, men der var altså kun plads til to, så Kenneth (der er langt fra søstærk) og Casper valgte at sove på dækket.

Men vi lettede anker og sejlede ud mod øerne med godt humør og det hele. Første destination var et sted hvor vi kunne komme ud og snorkle, og det viste sig at være et helt fantastisk sted. Der var sindssygt mange fisk i vandet med et utal af farver, og det føltes næsten, som om man svømmede med dem – de var overalt! Det endte dog med at blive lidt halvkoldt efter et godt stykke tid (selvom vandet var 22-23 grader, men der blæste en lille smule sidst på dagen), og så hoppede vi ud på båden igen, der lå for anker. Der overnattede vi så efter en mindre festivitas på båden om aftenen, det viste sig at være nogle meget sjove folk, jeg var kommet på båd med. (Billedet th. sidder jeg sammen med to englaendere af slagsen)

Dagen efter fik jeg et gratis dyk der var inkluderet i prisen. Vi dykkede rundt i samme område som vi snorklede dagen før, og det at komme lidt længere ned gjorde ikke oplevelsen mindre! Jeg må indrømme at jeg fik smag for det, da jeg følte at have rimelig nemt ved at manøvre rundt i vandet. Nogle af de andre var lidt misfornøjede, da de havde problemer med at holde sig under vand, men jeg tror nu bare, det var evnerne der manglede:-) Desuden så vi allesammen Elvis nede i vandet! Det er en kæmpe fisk der bor i området, der er blevet døbt af folkene derude – og tro mig den er kæmpe, men heldigvis harmløs.

Efter dykket skulle vi så sejle videre, og det blev desværre noget af en sejlads ude på et lidt mere åbent hav end vi havde haft tidligere.. Jeg sad en times tid nede i kahytten og slappede af, hvorefter det lige pludselig ramte mig med en ret træls fornemmelse, at jeg faktisk ikke havde det så fedt længere.. Så måtte jeg tage resten af turen på dækket, men heldigvis ingen mad der kom op hehe.. Var heller ikke den eneste, folk var ikke vildt stolte over at være på båden lige pludselig, og der var nogle få der ikke kunne holde maden i sig, og nogle stykker der spiste søsyge-piller. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke kunne holde til at drikke øl igen om aftenen, så jeg var heller ikke for frisk! Der var nogle der holdte en mindre fest, og det må jeg tage hatten af for.. (Billedet tv. ligger jeg og halvsover paa min lille soveplads i stedet for at feste)

Den sidste dag skulle vi se en strand, der af flere bliver kaldt den flotteste strand i verden – Whithaven beach, og den skuffede ikke må man sige. Der var desværre lidt overskyet, da jeg var derovre, men det var stadig et syn man ikke sådan lige glemmer. Sandet var bogstaveligt talt hvidt, og omgivelserne gjorde det ikke dårligere. Fin afslutning på en god tur, og så kunne man kun frygte den slemme tur hjem… Den var dog ikke så gal, og efter tre dage på vandet uden bad og søvn ser man, ligesom med Fraser, virkelig frem til at komme hjem og få et bad og slappe lidt af – et sted hvor det ikke gynger! Men som så mange gange før må man jo nok konstatere, at det stadig gynger når man kommer i land efter en lang sejltur. Det forhindrede os dog ikke i at skulle til en fest, hvor der skulle komme en masse mennesker fra en masse forskellige både. Vi havde en ret sjov aften, hvilket blev hjulpet lidt på vej af at Casper og Jonas 15 år valgte at skulle prøve at drikke om kap.. Vi er begge ret overbeviste om, at vi vandt over den anden, men i sidste ende tror jeg kun dem der så os vandt, fordi vi var da helt søsyge-rundt-på-gulvet-pinligt-stive.. Og så snakker vi ikke mere om det..

Det blev også til en en-dags tur til Great Barrier Reef ej at forglemme, og på den tur mødte vi sjovt nok Maria og Martin, der studerer i Melbourne et semester, som tidligere nævnt på denne blog. De var bosat på en af øerne sammen med Thomas (lokal Manly) og hans kæreste Sanne, hvor de tilbragte det meste af deres spring break. Nå! Men Great Barrier er vist verdens største koralrev, og der er en masse liv derude. Det er et stykke fra land fra Airlie, så det tog ca. 2,5 time at sejle derud. Det var ret billigt, og det var med en større båd, der havde undervandskammer, og man havde mulighed for at sejle rundt med sådan en semi-undervandsbåd, så man rigtig kunne se revet. (Billedet th. er en stor fisk a la Elvis som jeg saa da jeg dykkede) Der var desuden mulighed for at snorkle rundt på revet også, så endnu engang fik jeg set en masse farverige og spændende fisk, og så er der jo også en masse koraller og skidt ude ved det rev. Det er helt surrealistisk når man svømmer fra båden over til revet, der er så dybt at man ikke kan se bunden, og så lidt længere fremme kan man næsten bunde ude midt i ingenting. Grunden til at det ikke blev til den store dykkertur var simpelthen at man var mættet for oplevelser på det tidspunkt, så vi tog os til takke med den lidt mere rolige tur. Mange der læser dette vil nok sige det var en skam, men jeg har sat et flueben i listen over at have set revet, så længere er den ikke;-)

Resten af turen blev tilbragt i Airlie som vi havde forelsket os lidt i. Der kunne man slappe af nede ved en kunstig lagune (lige mig – ingen sand og ingen levende vand!) og få lidt ekstra farve på kroppen inden turen gik til Townsville for at aflevere bilen. Desuden kunne man få en øl eller to om aftenen hvis man havde lyst til det – hyggeligt sted. Vi spiste vist ret godt, og så er der lige en enkelt bytur der skal nævnes, da den var lidt sjovere end gennemsnittet. Nå ja den blev også hjulpet lidt på vej af, at vi lige pludselig stod midt i en miss wet t-shirt konkurrence.. Men ellers var det ren afslapning og hygge, og dagene nede ved lagunen til at samle det sidste farve sammen på kroppen! Jeg fik desuden smagt krokodille og kaengure, og det smagte vel godt nok, men ikke noget jeg vil smide penge efter igen tror jeg. Dagen før vi skulle mod Townsville (lørdag) fik vi selskab af Melbourne-folkene og Thomas, der skulle hjem den dag. De havde været så smarte at smide deres fly- og busbilletter væk på mystisk vis, og derfor endte det med at onkel Jonas var så flink at køre dem ud til lufthavnen.. Jamen jeg er så vakker hva:-)

Jjjjaaa og så skal det da lige nævnes, at dagen før vi skulle aflevere bilen i Townsville, ville vi jo køre derop for at overnatte og aflevere den dagen efter. Vi skulle aflevere den klokken 10 og flyve hjem til Sydney kl. 12.45.. Det jeg gerne vil fortælle er så, at vi lavede den fejl at sende Casper ned for at hente bilen på en parkeringsplads, hvor der står træer.. Fordi så valgte vores allesammens Casper lige at mose bagdelen i stykker op af et af de førnævnte træer i et fuldstændig isoleret solo-uheld. Flot!.. Sikke noget.. Han insisterede så på selv at betale de 330$, det kostede i selvrisiko, selvom vi andre tilbød at spæde til. Han mente mest nu det var hans skyld SJOVT NOK. Han skal dog ikke regne med at komme til at høre mindre for det af den grund, hvilket dette indlæg også viser så pænt;-)

Men der blev kørt de sidste 250 km. op til Townsville mandag d. 2. oktober om morgenen, efter at have set et udtoerret vandfald ved Airlie, og havde en rolig sidste dag deroppe. Jeg blev dog ædt godt og grundigt i stykker af bed bugs, så jeg havde mærker over hele kroppen i lang tid. Hvad er værre var så, at jeg frygtede, at jeg har slæbt nogle med hjem også, men den historie vil jeg virkelig ikke begynde på nu, da jeg ikke er helt sikker på det endnu.. Grunden til jeg føler mig bare lidt uheldig igen, er at vi havde 16 senge til rådighed 4 mennesker den sidste nat ok.. Jeps, jeg skifter så seng efter at have ligget i den første jeg havde valgt i 30 minutter, fordi der F…. kravler myrer rundt i den seng. Udover det, er jeg så den eneste der bliver spist levende af bed bugs om natten, hvilket må anses som værende bare LIDT uheldigt hva.. Bed bugs bider dig og drikker dit blod, og så får du stik der er større, klør mere og gør mere ondt end myggestik – så fik vi lige det på plads. Bvadr.

Men jeg fløj hjem mandag efter at have afleveret bilen uden de store problemer andet end lidt ekstra papirarbejde – Casper!! Og så lander vi 4 ellers godt solbrune og pænt smadret mandag eftermiddag efter godt 2.200 km. tilbagelagt i bil, der blev fløjet hjem på et par timer. Er hjemme omkring kl. 17, og så har jeg ellers fornøjelsen af at skulle sidde non-stop og lave opgave der skal afleveres torsdag aften. Det er i mit halv-svære-med-ustruktureret-lærer-fag, så jeg bliver nødt til at give det en skalle.. Den skole har nogle gange misforstået, at jeg bare er på ferie hernede;-) Dog blev det også lige afbrudt kort af en vis Foo Fighters koncert tirsdag aften i operahuset, der er trods alt stadig grænser for galskab..

Puha troede aldrig jeg ville blive færdig med det spring break snak.. Men hold K… hvor var det en sjov tur...

Spring break (20. sept. – 22. sept.) – Fraser Island

Så kom turen til Fraser Island, og det må siges at være en oplevelse af de helt store. Det er verdens største sandø, og der er ikke rigtig veje derude, blot nogle opkørte sandstier rundt på øen. Desuden frarådes det på det kraftigste at bade fra Fraser, da det er ynglested for tigerhajer, så det var ikke langt jeg nåede ud i saltvandet, mens jeg var der!

Måden man oplever Fraser bedst er SELVFØLGELIG på den måde, som vi 4 gutter valgte at gøre det på. Man skal leje en firehjulstrækker, da det ikke er til at køre derude med andet. Vi fandt et selskab i Hervey Bay, der arrangerede ture, og insisterede på at få vores egen firehjulstrækker til os 4 bare. Det viste sig at være et meget vigtigt træk! Det blev godt nok en lille smule dyrere, men de andre der var på samme hold (til samme informationsmøde osv.) som os, var ikke just nogen, man ser sig selv snakke alt for meget med.. Og så lader vi den stå der tror jeg – detaljer ikke altid nødvendige, det skal ikke lyde, som om jeg dømmer folk for hurtig hehe.. Men turen gik ud på, at man havde 3 dage på øen med to overnatninger. Ja og så kommer vi til den interessante del, der er nemlig ikke det vilde bebyggelse på øen, så de overnatninger var i telt. Fint nok! Men alligevel ikke vel… Jeg sover så dårligt i sådan noget friluftsbøvl, og det hjælper jo heller ikke der render dingoer (vilde hunde) rundt på den skide ø vel.. Men det hele er jo en del af oplevelsen, og man er jo gammel militærmand så det gik jo nok… Eller måske det er derfor, jeg ikke behøver tilbringe flere nætter i et telt end jeg allerede har gjort?? Det er en mulighed…

Første dag skulle vi tidligt op og til det info-møde, få alle vores overlevelsesgrejer såsom et lille gaskomfur og en masse beskidte tallerkener og bestik osv. Så skulle vi med en færge over til øen. Firmaet der arrangerede turen uddelte et lille kort over øen og en foreslået rute, og så sagde de som en sidebemærkning, at man jo kunne følges ad med de andre biler, man havde haft info med. Det var to ting vi 4 så valgte at skide ret så stort på lige med det samme. Desuden må man kun køre på øen mellem 9 og 16, da der er tidevand nede på stranden osv., der gør at man næsten ikke kan køre på den, udover de tidspunkter. En ting lagde de vægt på, kom der saltvand på vognen kom man til at bøde, og de havde låst 500$ på et af vores kreditkort inden vi tog af sted til formålet, hvis det var..

Men øen ventede og vognen med besætning blev smidt af derovre. Jeg startede med at køre (da jeg er klart den bedste bilist blandt folkene hernede) og hold da helt K… hvor var det sjovt. Der var et par bænke bagi og to sæder foran, og vi væltede simpelthen rundt alle sammen inde i den bil. Vi var helt tætpakkede, så endnu engang var jeg glad for vores aftale, om kun at være 4 i bilen, de andre var 8 i deres! Ud over stepperne og så ellers op og se de forskellige ting. Øen er desuden et sted med masser af ferskvandskilder og søer inde midt i, det ferskvand bliver af havets påvirkning presset ud i nogle forskellige små åer, der render ud over stranden og ud i havet. En af de større åer hedder Eli Creek, og det var første stop, da man efterhånden voldsomt trængte til en dukkert! Den var ca. en meter dyb de dybeste steder, og så havde den en ret vild strøm, så man kunne næsten glide med vandet inde fra øen og 5-600 meter ned til stranden. Derefter stod den på Maheno skibsvraget, som er ca. midt på den lange østlige strand, hvor det er tilladt at køre. Billedet viser vist det meste der. Generelt er naturen ret imponerende og overraskende uspoleret på Fraser, så det er en ubeskrivelig oplevelse.

Vi fandt et fint lille sted oppe bag nogle klitter at campere, og vi havde selvfølgelig rigeligt med proviant med så vi kunne hygge os gevaldigt om aftenen, og så kommer det sjove – tror vi senest gik i seng klokken 20, da der simpelthen ikke var noget at lave! Vi lavede en god barbecue, og så fik vi set den vildeste stjernehimmel nogensinde, men det var også det, vi var vel trætte. Ja og så ved jeg godt det lyder lidt skidt nu hvor vi er 4 fyre af sted, men morgenen efter stod vi op for at se solopgangen, hvilket var ret flot udover vandet.. Vi kunne heller ikke sove længere alligevel, sand er ikke blødt, når man ligger i telt på et liggeunderlag!!

Dag 2 startede som nævnt tidligt, og efter en god morgenmad bevægede vi os op af stranden, helt op til den nordlige del af øen, hvor der er nogle såkaldte ”champagne-pools”. Det er det eneste sted man ansvarligt kan bade i saltvandet, da det er vand der vælter ind over nogle klippeformationer, hvoraf navnet champagne også kommer, da det skummer ret meget. Den sti man vader ned til disse pools er der faktisk et ”lookout-point”, og da vi vader tilbage opdager vi en hel flok hvaler, der svømmer forbi ude i havet foran os, det var en af de bedre oplevelser, tror jeg så omkring 30 stk.!! Derefter tog vi ned til et andet lookout-point, hvor man havde den ondeste udsigt over vand og strand til alle sider - et sted kaldet Indian Heads. Før man gik derop kunne man se utallige stimer af kæmpe fisk, og deroppe fra kunne man se de førnævnte tigerhajer, og jeg så endda også en havskildpadde.

Efter det skulle Lake Wabby udforskes. Den eneste fejl ved den sø er, at man skal gå ALT for langt for at komme derind! Valgte at investere i et par thongs (klip klappere med en streng mellem tæerne) til den nette sum af 2.25$ inden jeg tog ud på Fraser.. Og overraskende nok fik mine små sarte fødder hurtigt vabler af de billige skrammel, så det var jo fremragende.. Lake Wabby var desuden også grøn og lidt præget af alger, men stadig meget pæn, især omgivelserne. Vi kørte tilbage af den østlige strand igen og fandt et godt sted at campe ret tæt på vejen ned til Lake McKenzie, som er en stor ferskvandssø med sand omkring inde midt på øen. Den skulle runde turen af!
Og det gjorde den så ret fornemt.. Billedet i toppen og det nederste her viser vist det meste, det var et lille paradis inde midt i det hele, og at kunne bade i ferskvand hjælper også på det. To overnatninger uden søvn, ingen rigtig bad i tre dage, så ville man også gerne til at hjemad, så det var et velfortjent brusebad, man kom hjem til efter den tur.. Nååå ja, vi besluttede os for lige at køre næsten 400 km. nordpå af østkysten før det kunne ske, det var en halvhård køretur i mørke efter tre hårde ø-dage, så jeg klapper lige mig selv på skulderen over at køre den tur:-)

Spring break (18. sept. – 19. sept.) – Surfers paradise og Steve Irwins Australia Zoo

Man kan jo ikke køre op ad østkysten uden at se Surfers Paradise. Byen med hoteller nede på stranden! Var dog blevet informeret af en masse forskellige folk, der havde været der, at det ikke var et sted, man behøvede bruge alt for meget tid, og med vores sparsomme tids-budget havde vi enstemmigt valgt at tage en hurtig frokost og vade lidt rundt på strand og land, for at sige at vi havde været der, hvorefter vi ville i Australian Zoo, som jo er den nu afdøde Steve Irwins zoo. Man skulle være deroppe inden onsdag d. 20. september, da det var dagen, hvor der skulle holdes mindehøjtidelighed deroppe, og så ville man ikke komme nogle vegne. Da vi kørte fra Byron mandag skulle det jo ikke være noget problem! At vi så kom til at bruge lidt længere tid i Surfer Paradise (af uanede årsager, det er virkelig det eneste sted i Australien, hvor turismen virkelig stikker sit klamme fjæs frem, jeg fik dog erhvervet mig min hat, som vil dukke op i senere afsnit!) og Australien Zoo allerede lukker ved 16-16.30tiden gjorde dog, at vi skubbede det til tirsdag. Dermed fik man lov at overnatte i en by med det ret interessante navn Mooloolaba. Vi var rent faktisk deroppe mandag, da vi troede de havde længere åben, men mente ikke, at den time vi kunne få deroppe ville være nok, og alle shows var overståede. Det viste sig også at være et klogt taktisk valg, da der var utroligt meget at se i den zoo, hvorfor hele tirsdagen stort set blev brugt derinde. De var desuden i gang med at stille op til den mindehøjtidelighed, og vi så alle blomsterne ude foran. Så går det virkelig op for en, hvor meget den mand betød for aussierne, og faktisk for folk fra hele verden. Det er helt sindssygt så mange blomster der var, og der var trøjer som var blevet købt – uendelig mange trøjer – hvor folk havde skrevet afskedshilsner på osv. Vi valgte også at vise vores respekt ved at skrive i en bog der lå inden udgangen.

Der var selvfølgelig en masse australske dyr, som man kom tæt på, og så var der shows i det verdensberømte ”Crococeum”, der er bygget med sæder omkring som på et mindre stadion. Her var jeg vidne til tre shows med vilde dyr. Det første med slanger, det næste med fugle, og selvfølgelig krokodille-showet til sidst. Det var ikke helt det samme, som hvis Steve havde stået derinde, men der blev vist en masse film med ham, og han blev selvfølgelig lovprist af diverse speakere. De kan virkelig finde ud af at underholde, fx med fuglene der bogstaveligt talt fløj om ørene på os.

Spring break (15. sept. – 18. sept.) – Af sted det gik og Byron Bay

Ja spring break.. disse minder.. Dengang bedstefar var i Australien og kørte op af østkysten, nu skal i høre unger.. Nu skal det dælme skribles ned inden hovedet giver helt op, fordi røverhistorier er der nok af efter den tur, det er helt sikkert;-) Må dog hellere berolige nogle af rejsekammeraterne om, at det ikke er alle historierne, der ender her hehe..

Vi var jo 4 herlige gutter, der skulle af sted på vores livs road trip fredag d. 15. september. (Og billedet viser hvor blege vi er lige inden, hvor vi er ved Macquarie Uni inden afgang) Foran os var der 17 spændende dage med masser af oplevelser. Bilen var lejet og den hentede jeg klokken 10 den nævnte fredag sammen med Thor, hvorefter vi hentede de sidste to kumpaner ude på Macquarie Uni, hvor de havde forelæsning til klokken 13, så vi kunne komme af sted hurtigst muligt. Målet var Byron Bay, og det skulle simpelthen nås på dagen. Byron Bay er kendt og berygtet for at være fyldt med halv-skøre mennesker, og der skulle være pænt meget gang i den. Alle man havde snakket med inden havde i hvert fald givet udtryk for at det var et sted man med garanti ville have det skægt! Desuden er den kendt for et meget liberalt forhold til tjald, men det vender jeg tilbage til.

Selve køreturen opad var ubeskrivelig. Der er jo bjerge og skidt over det hele (billedet), så vi var alle i bilen ret fascineret over den flotte natur hele vejen, så tiden gik hurtigt og kilometerne forsvandt stille og roligt. Jeg kørte det første stykke tid, mens det var lyst, og så kan man ellers få vænnet sig til at køre i venstre side af vejen skal jeg love for.. De andre var ikke helt trygge ved min afstand til biler på min venstre side, da det er mærkeligt det hele vender omvendt. Desuden får man lige pludselig et chok i en rundkørsel, man er på vej ud i, når de andre biler kommer fra højre side! Det mest interessante stop vi havde der var ved en biker cafe, hvor vi fik den mest tilsvinede fedtede og alt i alt fremragende burger med pommes.

Vi ankom meget sent til Byron den første nat, og da vi først havde lejet hostel fra om lørdagen endte det rent galt. Vi kunne kun finde to hostels, der havde døgnåbne, og det ene havde to pladser på en fælles dorm. Det var hvad de kunne klare, vi var ikke de eneste, der havde fået den ide at tage derop åbenbart.. Casper og mig fik de to pladser, hvor vi fik fornøjelsen af ingen søvn hele natten. Der kom fulde idioter hjem i en lind strøm gennem hele natten, og det sidste hold var der en eller anden latterlig englænder, der havde fået en pige med hjem i køjen. Tror der var plads til 12-14 stykker på det dorm. Englænder-klovnen brugte så resten af natten på at prøve at overtale denne pige til at lave den dyre, hvilket hun så ikke var interesseret i. Jeg fik INGEN søvn, og har aldrig været så tæt på at begå et eller flere mord før. Må hellere nævne at de to sidste gutter sov i bilen, og efter den nat endte det med, at jeg hellere ville have valgt den løsning.

Nå, men så skal jeg ellers love for at vi skulle i gang med at opleve lørdag. Der er en lille by i nærheden af Byron der hedder Nimbin. Den er kendt for at være ekstremt afslappet når det kommer til hash og være et overdrevet hippie-miljø. Rygterne siger, at de får advarsler af politiet en uge før de laver razziaer derude. Og må hellere lave lidt sammenligning. Tag Christiania i gamle dage og gang det med 10 så har du Nimbin. Man var lige ankommet i bilen, og så vader den mest stenede hippie på 55 år ud foran og passerer vejen stille og roligt. Da vi så forlader bilen for at se nærmere på den lille by bliver vi ca. tilbudt cannabis, hash og pot 5 gange på de første 50 meter, så afslappet det kan man vist roligt sige.. Ja ikke for at glemme alle de småkager, de gerne ville sælge på gaden, de er åbenbart glade for at bage hvad ved jeg:-). Deres tøj var generelt præget af stilen hippie, og folk var nu meget flinke. Vi indtog en let frokost, snakkede med at par folk derude i nogle sjove tøjbutikker osv., satte det første flueben i vores liste – så havde vi været der.

Senere på dagen tog gik turen ud til det mest østligste punkt i hele Australien, hvor man selvfølgelig skulle sætte sin fod og tage de obligatoriske billeder. Endeligt var der en romantisk solnedgang ved Byron Lighthouse.. Og det er jo altid godt, når man er 4 gutter af sted..

Lørdag aften endte så ret overraskende med (en hård) en bytur. Vi havde en sjov tur, og der var en eller anden halv-kendt aussie, der spillede live inde på en af klubberne, hvilket begejstrede en masse folk, men ikke mig personligt, da man ikke kendte noget som helst af det manden spillede. Der var dog gang i sagerne, og vi endte alle sammen med at være godt påvirket, hvorefter vi strøg hjem på vores hostel omkring midnat allerede. Og nu siger jeg nok påvirket.. Kenneth knækkede sig, Casper fik smadret Thors kamera, og Thor selv var så hønestiv at han ikke magtede det store på det tidspunkt, så hvem får fornøjelsen og tager ansvar for at rydde op efter folk.. Ja hvem nævner noget som helst om ansvar på sin blog? Mon ikke det var mig, der skulle smide Kenneths aftensmad ud og erstatte posen i skraldespanden med en ny. No worries som de siger hernede, det hele er en del af oplevelsen jo:-)

Søndag var vi alle sammen så smadret at vi besluttede os for at tage en rolig dag, så vi var klar til at lette anker tidligt mandag. Lidt skuffet var jeg vist over Byron, folk havde fået kørt det op til det helt store, og så meget anderledes var det heller ikke. Dog skal man ikke glemme de tegninger vi mødte i Nimbin, og det østligste punkt, det var turen værd!